Historien

Et blomstrende butikscenter

Rødovre Centrum har fra start og med største selvfølgelighed været eksponent for tidens tendenser. I dag er centret en så velkendt del af bybilledet, at det er svært at forestille sig, at der tidligere lå et stort gartneri og marker på arealet mellem Tårnvej og Højnæsvej. Men det gjorde der.

Gartner Aage Knudsen, som ejede arealerne, havde imidlertid store visioner. Han hentede inspiration i USA og kunne 1. april 1966 åbne Rødovre Centrum, der dengang var Nordeuropas største, overdækkede butikscenter. Et år senere havde flere millioner gæster besøgt butikkerne. En holdbar succes var født.


3. generation

Hemmeligheden bag succesen i Rødovre Centrum er enkel: Gennem årene er der holdt fast i en konsekvent linje samtidig med, at der løbende er justeret i indretningen og i sammensætningen af butikker. Kunden i centrum og den gode indkøbsoplevelse har altid været den røde tråd i butikscentret. Undersøgelser fortæller os, at vi efter 45 år stadig har Danmarks mest tilfredse center-kunder. Centret blev af kunderne i 2005 kåret som Danmarks bedste indkøbscenter. Det forpligter! Så vi plejer og passer den idé, som en visionær gartner i sin tid plantede på markerne i Rødovre. Det vil også fremover sikre os en aktuel plads i begivenhedernes centrum.


Et center til alle tider

Rødovre Centrum bygger på en vision om at skabe et spændende butikscenter og samlingspunkt. Oprindeligt var planen at opføre boliger og enkelte butikker på området. Men visionen tog form, da ejeren af området, gartner Aage Knudsen, fik inspiration fra sin søn Svend, der havde oplevet den ny tids butikscentre i USA.

Rødovre Centrum fik efter datidens forhold nogle enorme dimensioner. Og det hele under tag! Her kunne byens borgere mødes, snakke og handle i trygge og behagelige omgivelser. Med rigeligt dagslys, så ikke alene gæsterne men også planter og blomster kunne trives. Og med en spændende og attraktiv blanding af tidens mest populære butikker.


Konstant udvikling

Som et dynamisk butikscenter har Rødovre Centrum gennem årene været under løbende udvikling. Nogle husker måske, at der sågar har været drive-in biograf på P-pladsen: Bil-Bio var populær, men måtte lukke efter videomaskinernes indtog. Men der er kommet mange nye ting til.

Allerede i 1975 blev der således bygget til, så der kunne etableres et lægecenter i tilknytning til centret. I firserne gennemførtes en stor kontorudvidelse, der igen banede vej for Arkaden, en stribe nye butikslokaler i stueplan, der kunne åbne i 1989. En større udvidelse og renovation i årene 2004-08 bragte med Kolonnaden det samlede antal butikker op på 110 og tilførte et parkeringsanlæg i 4 etager. Og seneste fornyelse i 2013 har bragt Rotunden med 20 nye butikker, en biograf samt et fitnesscenter ind i familien. 

 

Gamle billeder

Heruder er samlet en stribe tidsaktuelle billeder fra midt 60'erne - dengang centret blev bygget.
Der er selvfølgelig billeder fra byggeriet af Danmarks første store overdækkede center, men der er også andre dejlige billeder fra andre lokaliteter i Rødovre.

Som et ekstra kuriosum kan du også se nogle af reklamerne fra centrets første år. Klik på de enkelte billeder for at se dem i stort format.